Der findes mennesker med superkræfter. Nogle kan løfte en bil, andre kan regne hovedregning hurtigere end en lommeregner… og så er der min underbo Carsten.
Carsten er ikke en helt almindelig fyr. Nej, Carsten er sikkerhedsvagt i lufthavnen – en mand der kan høre en ziplock‑pose blive åbnet på 400 meters afstand og straks vide, om der er flyvæske i den.
Og bor man oven på sådan et menneske? Ja, så bliver man smerteligt opmærksom på sin egen eksistens.
For Carsten kan høre ALT.
Hvis jeg hører musik i hovedtelefoner → SMS: “Er det ikke lidt højt?”
Hvis jeg spiller en sang kl. 14.03 om eftermiddagen → SMS: “Er det ikke lidt højt?”
Hvis jeg trækker vejret en anelse rytmisk → SMS: “Er det… lidt højt?”
Det er faktisk så slemt, at jeg overvejer at tage toget til Stockholm fremfor at flyve, fordi jeg er oprigtigt bange for, at Carsten en dag står i security og tænker:
“Nå… så er det NU du får den anal-undersøgelse, vi begge ved du fortjener for din larmende adfærd.”
Derfor valgte jeg – i ren og skær broderskabsånd – at gøre det eneste rigtige.
Jeg skrev en sang til ham.
En hyldest.
En kærlighedserklæring.
En lille musikalsk hilsen direkte fra mig til hans hyper-sensitive flagermuse-ører.
Så kære Carsten… hvis du læser dette:
Tak fordi du passer på lufthavnen.
Tak fordi du holder øje med min decibel-adfærd.
Og undskyld. Eller… næsten undskyld.