✧ Det Uviste Afsnit – “Englestenens Skygge” ✧
(Et hidtil hemmeligholdt kapitel fra Riget universet)
Afspil imens du læser. !!!!
Det var en onsdag, den slags dag hvor Riget lugter ekstra meget af kogt vand, gammelt linoleum og noget… ældre.
På papiret skulle det have været en rutineundersøgelse. Men på Riget – lægernes højborg, åndernes transitstation og hjemsted for mere end almindelig dårlig samvittighed – findes intet almindeligt.
Og slet ikke når Spasseren var involveret.
I. Den Tavse Mand i Kælderen
I over 30 år havde han boet i kælderen.
Ingen ansatte huskede hvornår han var dukket op. Ingen turde registrere ham officielt.
Han var der bare.
Maskot, genfærd, medhjælper, til tider patient – til tider noget helt andet.
Han talte helst med Lillebror, Storebror, Mary og Hunden derude i mørket bag servicegangen.
Han havde været der dengang Nader døde. Han havde været der, da Halmer Junior styrtede ned fra Øresundsbroen.
Han havde været der, da præsten blev flået fra denne verden af vrede ånder – og han, Spasseren, havde grebet fat i præstens ærme i et sidste desperat forsøg på at redde ham.
Nogle på hospitalet mente, at han var Kælderkongens sidste discipel.
Andre mente, at han var noget ældgammelt, der bare havde fundet permanent bolig under Rigets fundament, hvor ånderne havde nemmere ved at finde selskab.
Hans daglige navn var blot Spasseren.
Men denne onsdag skulle han til CT-sten scanning.
II. Den Mislykkede Scanning
Røntgenstuen var iskold og hvid, som et kølerum til kød, og CT-scanneren stod klar – en Siemens SOMATOM, kendt for at larme som en tom dåse med møtrikker, når den kører op i omdrejninger.
Sygeplejersken skubbede Spasseren ind i den runde hvide tunnel.
Det øjeblik hans fødder passerede åbningen, slukkede alt lys på hele Riget.
Et fuldstændigt blackout.
Kun én ting lyste:
Ham.
En hvid, blændende, næsten skærende glød fra kroppen på lejet.
Scanneren – måske af frygt – begyndte at dreje hurtigere og hurtigere, højere end dens designede RPM.
Alarmen hylede.
Den vibrerede.
Den røg.
Og til sidst – et lille “pling.”
CT-scanneren døde.
Lyset vendte tilbage, som om intet var hændt. Dragende, kunstigt, sygelig belysning som Riget var kendt for.
Radiologen satte sig foran monitoren, klar til at skælde ud, men tav.
For på skærmen tikkede billeder ind fra en frisk scanning.
Og midt i Spasserens abdomen:
En sten.
Men ikke en galdesten. Ikke en nyresten. Ikke en urinvejssten.
En Englesten.
Noget ingen biologisk materie burde kunne danne.
Lysende, geometrisk perfekt, lavet af et stof ingen tomografi kunne definere.
Radiologen skrev:
”Materialet ukendt. Densitet uendelig. Overvej øjeblikkelig kontakt til Stenkirurgerne i Gentofte.”
Han nåede knap at trykke send, før telefonen ringede.
En rystende, stammende stemme sagde:
“Sæt straks gang i… den hemmelige behandling. Den i kirkens skuffer.”
III. Kirkens Mørke Arkiv
Man tilkaldte Præst Lotte.
Hun ankom forpustet, bleg som et lagen og bad om adgang til de gamle annaler.
Det var ikke kirkebøger.
Det var ikke ritualer.
Det var noget ældre – skrift, som ingen præst måtte læse alene.
Da hun vendte tilbage til lægerne, var panden dækket af koldsved.
Hun sagde:
“I må gøre en operationsstue klar. Og… tilkald Christian og Henning.”
De to tidligere præster blev hentet – gamle, slidte, nærmest viklet sammen af sygdom og skyld.
Begge måtte støttes af portører.
Men de kom.
IV. Operationen på 4. sal
Operationsstue 4-13 blev ryddet.
Lamperne var slukket – og tændte af sig selv, da Spasseren blev lagt på bordet.
Alle forlod rummet.
Og i mørket trådte tre præster ind, alle i sorte kjortler, bærende hver sit manetræ – gamle stav-lignende redskaber brugt i ritualer ingen ville indrømme fandtes.
De begyndte at synge.
Ikke salmer.
Ikke latin.
Men Kritans sang – den urgamle hymne, man normalt kun hørte fra kælderens dyb, når nattevagterne var alene nok til at høre det uudtalte.
Lotte sang for:
“Lotte og Englestenen”, som teksten kaldte det.
Da præsterne var 20 cm fra Spasserens bryst:
ALT lys på Riget slukkede.
Hele hospitalet rystede, som om noget kæmpede sig ind – eller ud.
Ingen huskede mere.
V. Tre dage senere
Man fandt sig selv i Kælderkongens kontor.
På hylden ved siden af det kongelige porcelæn stod:
Englestenens skær.
Ikke længere i Spasseren.
Men heller ikke dødelig at røre.
Bare… ventende.
På stue 4131 lå Spasseren.
Levende.
Træt.
Men smilede.
Ingen læge kunne forklare det.
Ingen præst ville.
Ingen fra Rigets ledelse turde.
Og på hospitalet…
for første gang i årtier…
Var der stilhed.
Ikke fred.
Men noget der lignede.
Noget der måske – måske – var begyndelsen på Rigets forløsning.
Præsternes sang. Advarsel afspilning af denne kan have uvurderlige konsekvenser hvis du befinder dig på RH.