Søren vågnede i morges med en sikker fornemmelse af, at en fuldvoksen elefant havde valgt hans ben som madrasser i nattens løb. Heldigvis kom Bjarne – den trofaste SOSU, der efterhånden burde have sit eget stamkort hjemme hos dig: “Bonuspoint: 1 gratis bandageskifte for hver 10. gang du har ondt.”
Da bandagen røg af, kom dagens første plot‑twist:
Et sår bagpå benet, et i hasen, og bandagen havde lige akkurat snittet de ædlere dele. Ikke fanget dem – bare sendt en hilsen. Søren sendte en stille tak op til universet for, at de ikke var blevet presset flade som to håndmadder.
Der blev sendt billeder til Overlæge Rasmus (som Gud velsigne hans tålmodighed) og til din praktiserende læge. Sårcenteret på Bispebjerg blev også kontaktet – de svarede med den klassiske kommunale håndboldaflevering:
“Det der… det må kommunen klare.”
Tak for kaffe.
Lidt senere ringede din egen læge og sagde:
“Kom ind, Søren! Vi vil gerne se dig.”
Men akkurat som du sidder i din el‑kørestol, spændt fast som en Formel‑1 bil klar til race – ringer de og siger:
“Neeeej… vi kan alligevel ikke håndtere dig, fordi du har CP.”
Det er altid rart, når sundhedsfaglige beslutninger tages med selvsikkerhed og nul logik.
Søren trak på skuldrene og kørte til Riget. På vejen forbi Traumecentret fik han dagens bedste bemærkning fra en sygeplejerske:
“Søren, se det positivt. Det er gratis tivoli-tur og sightseeing i sundhedsvæsnet.”
Ja, hvem behøver Dæmonen, når man har Helse-Kaos Slingshot Deluxe?
Senere ringede lægen igen og sagde, at en sygeplejerske ville komme hjem. Søren prøvede at forklare, at hans ben hæver lynhurtigt, og at urinvejene altid stopper derefter. Lægen svarede med noget, der bedst kan beskrives som:
“Naaaaah… det tror jeg ikke på.”
Søren tænkte:
“Fantastisk. En læge, der kender mig så godt, at han kan afvise 10 års erfaring med mine egne ben.”
Heldigvis ringede Rasmus senere. Han lyttede – som han plejer – og gav dig fuldstændig ret. Men han havde fri uge, og du har pli, opdragelse og respekt, så du bad ham selvfølgelig ikke om at komme ind.
Derefter gik turen ned til Trykkammeret – det eneste sted i landet, hvor du er mere inventar end udstyr. Her fik du vand, snak og ro. Det burde egentlig være en officiel behandlingsform.
Hjemme igen falder du i søvn, og da hjemmeplejen tømmer kateteret, er det næsten tomt – akkurat som forudset. Urinen stopper, benene hæver. En klassisk Søren‑special.
Så ringede du 1813. Sygeplejersken kom, kiggede et sekund og sagde:
“Det ser da ikke så slemt ud.”
Og brugte mere tid på at fortælle 1813, at du tidligere havde afvist bandager, end på at forholde sig til dine smerter.
Vagtlægen afviste også, at urinvejene stopper når benene hæver. Hvor er det befriende med fagpersoner, der er så sikre på, at du tager fejl om din egen krop.
Planen blev, at de ville komme i morgen og lægge bandager – dvs. når benene er hævede nok til at det garanteret ikke virker.
Du prøvede en privat lægevagt – og hvem tager telefonen? Din ven Thomas fra Trykkammeret! Han var desværre ude at rejse, men havde ét råd:
“Kør til Traumecentret.”
Det kunne du bare ikke, for der var sne, og dine imaginære slædehunde var blevet beslaglagt af Trump. (Selvfølgelig var de det. Klassisk Trump.)
Du forklarede igen og igen og igen din situation til 1813, og til sidst ville de sende dig til Bispebjerg. Det lød faktisk fornuftigt.
Men da Falck endelig kom – 1,5 time senere – sagde de:
“Du skal til Herlev.”
Kaosniveau: Ekspert.
I venteværelset sad du nu omgivet af folk, der klagede over 3‑4 timers ventetid. Du sad og tænkte:
“3‑4 timer? Så stopper mine urinveje helt.”
Men hey – Herlev har søde urologer (selvom de desværre ikke må gøre noget som helst efter chefens klagesvar).
Så der sidder du nu og tænker:
Heldig er jeg trods alt – for jeg kender de søde, tossede mennesker på Traumecentret.
Det gør ingen af de andre.
Og sådan er det, når man er Søren – professionel spasser med helikopterblik på det danske sundhedsvæsen og en tålmodighed, der kunne gøre selv Buddha misundelig.