Sangen “Traumeriet” var begyndelsen på det hele for mig. Jeg har kendt Traumeriet i mere end 36 år, og meget er forandret siden dengang – men noget er også forblevet præcis, som det skal være.
En af de ting, der aldrig har ændret sig, er Margrethe Lomholt. Hun er der endnu. Den sygeplejerske, som dengang gav mig en kærlig skideballe for at komme der alt for tit. I dag ved jeg, at det var omsorg forklædt som strenghed.
For mig er Margrethe ikke bare en sygeplejerske.
Hun er Traumecentrets DNA.
Hun står bag generationer af fantastiske sygeplejersker, som hver dag holder alle enderne sammen, når verden vælter for dem, der kommer ind ad døren. Det er mennesker som hende, der får et travlt traumecenter til at fungere som et levende, varmt og trygt sted.
Og så er der 8000’erne – hele holdets dirigenter.
Dem, der styrer slagets gang, når det virkelig gælder.
Der er kommet mange nye 8000’ere og sygeplejersker gennem tiden, men jeg tror, at de fleste af dem godt ved, hvem Søren Fohrmann er.
Og hvis ikke – så gør de det nu.
Denne sang blev skabt som et ønske om at sige tak.
Tak for jeres måde at være på.
Tak for jeres måde at møde mig på – både som patient og som menneske.
Tak for jeres omsorg, jeres ro, jeres måde at gribe mennesker, der er ved at falde.
Det smukke ved Traumecentret er, at I hjælper alle, der kommer ind til jer.
Uanset hvem de er.
Uanset hvad de har med sig.
I gør bare jeres bedste, hver eneste dag.
Og det er smukt.
Det er vigtigt.
Og det fortjener at blive sagt højt:
Tak for jer.