En dag i Sundhedsvæsnets Forlystelsespark – featuring Søren

Søren vågnede i morges med en sikker fornemmelse af, at en fuldvoksen elefant havde valgt hans ben som madrasser i nattens løb. Heldigvis kom Bjarne – den trofaste SOSU, der efterhånden burde have sit eget stamkort hjemme hos dig: “Bonuspoint: 1 gratis bandageskifte for hver 10. gang du har ondt.”

Da bandagen røg af, kom dagens første plot‑twist:
Et sår bagpå benet, et i hasen, og bandagen havde lige akkurat snittet de ædlere dele. Ikke fanget dem – bare sendt en hilsen. Søren sendte en stille tak op til universet for, at de ikke var blevet presset flade som to håndmadder.

Der blev sendt billeder til Overlæge Rasmus (som Gud velsigne hans tålmodighed) og til din praktiserende læge. Sårcenteret på Bispebjerg blev også kontaktet – de svarede med den klassiske kommunale håndboldaflevering:

“Det der… det må kommunen klare.”

Tak for kaffe.

Lidt senere ringede din egen læge og sagde:
“Kom ind, Søren! Vi vil gerne se dig.”
Men akkurat som du sidder i din el‑kørestol, spændt fast som en Formel‑1 bil klar til race – ringer de og siger:

“Neeeej… vi kan alligevel ikke håndtere dig, fordi du har CP.”

Det er altid rart, når sundhedsfaglige beslutninger tages med selvsikkerhed og nul logik.

Søren trak på skuldrene og kørte til Riget. På vejen forbi Traumecentret fik han dagens bedste bemærkning fra en sygeplejerske:

“Søren, se det positivt. Det er gratis tivoli-tur og sightseeing i sundhedsvæsnet.”

Ja, hvem behøver Dæmonen, når man har Helse-Kaos Slingshot Deluxe?

Senere ringede lægen igen og sagde, at en sygeplejerske ville komme hjem. Søren prøvede at forklare, at hans ben hæver lynhurtigt, og at urinvejene altid stopper derefter. Lægen svarede med noget, der bedst kan beskrives som:

“Naaaaah… det tror jeg ikke på.”

Søren tænkte:
“Fantastisk. En læge, der kender mig så godt, at han kan afvise 10 års erfaring med mine egne ben.”

Heldigvis ringede Rasmus senere. Han lyttede – som han plejer – og gav dig fuldstændig ret. Men han havde fri uge, og du har pli, opdragelse og respekt, så du bad ham selvfølgelig ikke om at komme ind.

Derefter gik turen ned til Trykkammeret – det eneste sted i landet, hvor du er mere inventar end udstyr. Her fik du vand, snak og ro. Det burde egentlig være en officiel behandlingsform.

Hjemme igen falder du i søvn, og da hjemmeplejen tømmer kateteret, er det næsten tomt – akkurat som forudset. Urinen stopper, benene hæver. En klassisk Søren‑special.

Så ringede du 1813. Sygeplejersken kom, kiggede et sekund og sagde:

“Det ser da ikke så slemt ud.”

Og brugte mere tid på at fortælle 1813, at du tidligere havde afvist bandager, end på at forholde sig til dine smerter.

Vagtlægen afviste også, at urinvejene stopper når benene hæver. Hvor er det befriende med fagpersoner, der er så sikre på, at du tager fejl om din egen krop.

Planen blev, at de ville komme i morgen og lægge bandager – dvs. når benene er hævede nok til at det garanteret ikke virker.

Du prøvede en privat lægevagt – og hvem tager telefonen? Din ven Thomas fra Trykkammeret! Han var desværre ude at rejse, men havde ét råd:

“Kør til Traumecentret.”

Det kunne du bare ikke, for der var sne, og dine imaginære slædehunde var blevet beslaglagt af Trump. (Selvfølgelig var de det. Klassisk Trump.)

Du forklarede igen og igen og igen din situation til 1813, og til sidst ville de sende dig til Bispebjerg. Det lød faktisk fornuftigt.

Men da Falck endelig kom – 1,5 time senere – sagde de:

“Du skal til Herlev.”

Kaosniveau: Ekspert.

I venteværelset sad du nu omgivet af folk, der klagede over 3‑4 timers ventetid. Du sad og tænkte:
“3‑4 timer? Så stopper mine urinveje helt.”

Men hey – Herlev har søde urologer (selvom de desværre ikke må gøre noget som helst efter chefens klagesvar).

Så der sidder du nu og tænker:
Heldig er jeg trods alt – for jeg kender de søde, tossede mennesker på Traumecentret.

Det gør ingen af de andre.

Og sådan er det, når man er Søren – professionel spasser med helikopterblik på det danske sundhedsvæsen og en tålmodighed, der kunne gøre selv Buddha misundelig.

Engle-stenen

✧ Det Uviste Afsnit – “Englestenens Skygge” ✧

(Et hidtil hemmeligholdt kapitel fra Riget universet)

Afspil imens du læser. !!!!

Det var en onsdag, den slags dag hvor Riget lugter ekstra meget af kogt vand, gammelt linoleum og noget… ældre.

På papiret skulle det have været en rutineundersøgelse. Men på Riget – lægernes højborg, åndernes transitstation og hjemsted for mere end almindelig dårlig samvittighed – findes intet almindeligt.

Og slet ikke når Spasseren var involveret.


I. Den Tavse Mand i Kælderen

I over 30 år havde han boet i kælderen.
Ingen ansatte huskede hvornår han var dukket op. Ingen turde registrere ham officielt.

Han var der bare.
Maskot, genfærd, medhjælper, til tider patient – til tider noget helt andet.

Han talte helst med Lillebror, Storebror, Mary og Hunden derude i mørket bag servicegangen.
Han havde været der dengang Nader døde. Han havde været der, da Halmer Junior styrtede ned fra Øresundsbroen.

Han havde været der, da præsten blev flået fra denne verden af vrede ånder – og han, Spasseren, havde grebet fat i præstens ærme i et sidste desperat forsøg på at redde ham.

Nogle på hospitalet mente, at han var Kælderkongens sidste discipel.
Andre mente, at han var noget ældgammelt, der bare havde fundet permanent bolig under Rigets fundament, hvor ånderne havde nemmere ved at finde selskab.

Hans daglige navn var blot Spasseren.
Men denne onsdag skulle han til CT-sten scanning.


II. Den Mislykkede Scanning

Røntgenstuen var iskold og hvid, som et kølerum til kød, og CT-scanneren stod klar – en Siemens SOMATOM, kendt for at larme som en tom dåse med møtrikker, når den kører op i omdrejninger.

Sygeplejersken skubbede Spasseren ind i den runde hvide tunnel.

Det øjeblik hans fødder passerede åbningen, slukkede alt lys på hele Riget.

Et fuldstændigt blackout.
Kun én ting lyste:

Ham.

En hvid, blændende, næsten skærende glød fra kroppen på lejet.

Scanneren – måske af frygt – begyndte at dreje hurtigere og hurtigere, højere end dens designede RPM.
Alarmen hylede.
Den vibrerede.
Den røg.

Og til sidst – et lille “pling.”

CT-scanneren døde.

Lyset vendte tilbage, som om intet var hændt. Dragende, kunstigt, sygelig belysning som Riget var kendt for.
Radiologen satte sig foran monitoren, klar til at skælde ud, men tav.

For på skærmen tikkede billeder ind fra en frisk scanning.
Og midt i Spasserens abdomen:

En sten.
Men ikke en galdesten. Ikke en nyresten. Ikke en urinvejssten.

En Englesten.

Noget ingen biologisk materie burde kunne danne.
Lysende, geometrisk perfekt, lavet af et stof ingen tomografi kunne definere.

Radiologen skrev:

”Materialet ukendt. Densitet uendelig. Overvej øjeblikkelig kontakt til Stenkirurgerne i Gentofte.”

Han nåede knap at trykke send, før telefonen ringede.

En rystende, stammende stemme sagde:

“Sæt straks gang i… den hemmelige behandling. Den i kirkens skuffer.”


III. Kirkens Mørke Arkiv

Man tilkaldte Præst Lotte.
Hun ankom forpustet, bleg som et lagen og bad om adgang til de gamle annaler.

Det var ikke kirkebøger.
Det var ikke ritualer.
Det var noget ældre – skrift, som ingen præst måtte læse alene.

Da hun vendte tilbage til lægerne, var panden dækket af koldsved.

Hun sagde:

“I må gøre en operationsstue klar. Og… tilkald Christian og Henning.”

De to tidligere præster blev hentet – gamle, slidte, nærmest viklet sammen af sygdom og skyld.
Begge måtte støttes af portører.
Men de kom.


IV. Operationen på 4. sal

Operationsstue 4-13 blev ryddet.
Lamperne var slukket – og tændte af sig selv, da Spasseren blev lagt på bordet.

Alle forlod rummet.
Og i mørket trådte tre præster ind, alle i sorte kjortler, bærende hver sit manetræ – gamle stav-lignende redskaber brugt i ritualer ingen ville indrømme fandtes.

De begyndte at synge.

Ikke salmer.
Ikke latin.
Men Kritans sang – den urgamle hymne, man normalt kun hørte fra kælderens dyb, når nattevagterne var alene nok til at høre det uudtalte.

Lotte sang for:
“Lotte og Englestenen”, som teksten kaldte det.

Da præsterne var 20 cm fra Spasserens bryst:

ALT lys på Riget slukkede.
Hele hospitalet rystede, som om noget kæmpede sig ind – eller ud.

Ingen huskede mere.


V. Tre dage senere

Man fandt sig selv i Kælderkongens kontor.

På hylden ved siden af det kongelige porcelæn stod:
Englestenens skær.

Ikke længere i Spasseren.
Men heller ikke dødelig at røre.
Bare… ventende.

På stue 4131 lå Spasseren.
Levende.
Træt.
Men smilede.

Ingen læge kunne forklare det.
Ingen præst ville.
Ingen fra Rigets ledelse turde.

Og på hospitalet…
for første gang i årtier…

Var der stilhed.

Ikke fred.
Men noget der lignede.

Noget der måske – måske – var begyndelsen på Rigets forløsning.

Præsternes sang. Advarsel afspilning af denne kan have uvurderlige konsekvenser hvis du befinder dig på RH.

“Carsten – Manden der kan høre en myg nyse”

Der findes mennesker med superkræfter. Nogle kan løfte en bil, andre kan regne hovedregning hurtigere end en lommeregner… og så er der min underbo Carsten.

Carsten er ikke en helt almindelig fyr. Nej, Carsten er sikkerhedsvagt i lufthavnen – en mand der kan høre en ziplock‑pose blive åbnet på 400 meters afstand og straks vide, om der er flyvæske i den.
Og bor man oven på sådan et menneske? Ja, så bliver man smerteligt opmærksom på sin egen eksistens.

For Carsten kan høre ALT.

Hvis jeg hører musik i hovedtelefoner → SMS: “Er det ikke lidt højt?”
Hvis jeg spiller en sang kl. 14.03 om eftermiddagen → SMS: “Er det ikke lidt højt?”
Hvis jeg trækker vejret en anelse rytmisk → SMS: “Er det… lidt højt?”

Det er faktisk så slemt, at jeg overvejer at tage toget til Stockholm fremfor at flyve, fordi jeg er oprigtigt bange for, at Carsten en dag står i security og tænker:
“Nå… så er det NU du får den anal-undersøgelse, vi begge ved du fortjener for din larmende adfærd.”

Derfor valgte jeg – i ren og skær broderskabsånd – at gøre det eneste rigtige.

Jeg skrev en sang til ham.

En hyldest.
En kærlighedserklæring.
En lille musikalsk hilsen direkte fra mig til hans hyper-sensitive flagermuse-ører.

Så kære Carsten… hvis du læser dette:
Tak fordi du passer på lufthavnen.
Tak fordi du holder øje med min decibel-adfærd.
Og undskyld. Eller… næsten undskyld.

Klinisk vejledning: Skift af suprapubisk kateter (topkateter)

Denne vejledning beskriver standardproceduren for fjernelse og anlæggelse af et suprapubisk blærekateter hos en patient med eksisterende stomi.


1. Forberedelse

  • Patienten placeres komfortabelt på ryggen med adgang til stomikanalen.
  • Udstyr til proceduren klargøres:
    • Sterile handsker
    • Sterile kompresser
    • Ny suprapubisk kateterslange i korrekt størrelse
    • Sprøjte til ballon
    • Sterilt vand til ballonfyldning
    • Sterilt gel
    • Rensevæske (fx NaCl)
    • Hudvenlig fiksering
    • Bamseplaster til afsluttende forbinding (patientpræference)
  • Der udføres håndhygiejne og sterile procedurer.

2. Fjernelse af eksisterende kateter

  • Ballonen tømmes fuldstændigt med korrekt sprøjte.
  • Kateteret fjernes roligt og kontrolleret i én bevægelse.
  • Stomiområdet inspiceres for rødme, sekretion eller tegn på infektion.
  • Området renses sterilt og tørres.

3. Forberedelse af stomikanal

  • Der påføres sterilt gel i stomikanalen for at lette insertion af nyt kateter.
  • Patienten informeres løbende om procedurens trin.

4. Anlæggelse af nyt suprapubisk kateter

  • Den nye kateterslange føres langsomt og uden modstand gennem stomikanalen og ind i blæren.
  • Korrekt placering sikres ved:
    • Let aspiration af urin eller skylning med NaCl for frit løb.
  • Når placeringen er bekræftet, fyldes ballonen med den mængde sterilt vand, producenten angiver.
  • Kateteret trækkes let tilbage for at sikre, at ballonen ligger an mod blærevæggen uden smerter.

5. Fiksering og afsluttende pleje

  • Kateteret fikseres mod huden med egnet materiale, så det ligger stabilt og uden træk.
  • Området dækkes med en tør forbinding.
  • Et bamseplaster kan anvendes som en del af patientens ønskede forbinding.
  • Der observeres for:
    • Smerter
    • Blødning
    • Manglende urinløb
    • Lækage omkring stomi
  • Dokumentation udfyldes i journal efter lokale retningslinjer.

6. Efterbehandling

  • Patienten observeres kortvarigt for komfort og korrekt urinflow.
  • Eventuelle afvigelser rapporteres og håndteres efter praksis.

Til minde om en sand Frømand

Den bedste Frømand.

For mange er Frømænd næsten som guder blandt mennesker – det er de fleste af dem selvfølgelig ikke.
Men én var.

Du, Thisgaard.
En Viking.
En gud i dit eget Thisgaard‑univers.

Du gjorde så ufatteligt meget for mig i den tid, du levede.
Ofte tager jeg mig selv i at række ud for at kontakte dig – men det kan jeg ikke længere.
Du er død og borte.

Og netop dér må jeg bruge det, du lærte mig:
At holde fanen højt, især i den vildeste blæst.

Kære This, du Viking.
Jeg vil altid savne dig og leve videre med de mange minder om dig.

Din ven,
Søren

En sang til Lotte Mørk

Jeg mødte den sværeste opgave i livet: Hvad giver man den præst, der selv har den sværeste opgave? Den præst, som besøger mennesker, der skal dø, og som med en usædvanlig ro og varme kan sige til dem, at det er i orden at give slip. Det er et vilkår i livet – og du bærer det med en styrke, der er helt din egen.

På et hospital er der mange tunge opgaver, men der er kun få, der kan løfte dem, som du kan.
Kære Lotte Mørk – du er et meget stort menneske. Du fortjener mere end ord, men ord er det eneste, jeg kan give. Derfor skulle du have en sang.

En sang, der rammer lige i hjertet.
En sang, der har fået selv de sejeste mennesker til at fælde en tåre.
En sang, der er din.

Her er den.

Til Dr. Hesselbjerg

Dr. Hesselbjerg – du er savnet i kammeret.

Alle de lange vagter, hvor du og Grækeren kunne køre løs med jeres sære diskussioner og mærkelige teorier, som kun gav mening lige der, midt i natten, mellem os der var med. Det var den slags skæve, skøre og helt igennem uerstattelige øjeblikke, som gjorde tiden i kammeret til noget helt særligt.

Vi havde så mange sindssyge grin, så mange små øjeblikke der satte sig fast, og som stadig kan få os til at smile, når vi tænker tilbage. Det er derfor, jeg har skrevet denne hilsen til dig – fordi du har sat spor, både som kollega og som menneske.

Herunder finder du sangen, jeg har skrevet til dig.

Til Robert

Robert,

Du har – uden at nogen har bedt dig om det eller henvist mig til dig – taget mig ind som patient. Det startede på et af de mest specielle steder, man kan mødes: en operationsgang. Og det ironiske er, at du aldrig har opereret mig. Vores møder var, når jeg sad og drak kaffe, og du kom forbi enten på vej fra en operation eller på vej ind til den næste.

I dag ses vi nu og da, men én gang om året kalder du mig ind til kontrol. Og når jeg læser dine notater, ser jeg tydeligt, at du er den mest grundige læge, jeg har. Du sørger kort og godt for, at jeg har det godt – både fysisk og menneskeligt.

Der er dog én lille udfordring: Dit norske kan nogle gange være lidt svært at forstå. Derfor får du denne sang – ikke for at drille, men som en kærlig hilsen og et smil mellem linjerne.

Tak for alt, Robert. Du betyder mere, end du tror.

Kære Rudolph

Kære Rudolph, vi to har kendt hinanden længe, og meget har du hjulpet med. Mange flere hjælper du også hver eneste dag som traumelæge.

En af de ting, du ofte taler om og med god grund er stolt af, er tiden hvor du var Spasser Passer i din studietid. Det skal du sgu også være, for det er en betroet stilling.

Dem som gider tage sig af spassere finder nemlig hurtigt ud af, at dem som alle andre tror er “dumme i hovedet”, faktisk har noget at sige – og kan mere end mange andre aner.

Samtidig er du også en mand med humor, så jeg har skabt sangen til dig og om dig – din egen SPASSER PASSER.

Intro til sangen til Gert

At leve med CP betyder, at man møder ufatteligt mange læger gennem livet – langt flere end de fleste. Men midt i alle nålene, operationerne og de utallige “hej” på gangene, har én person altid været en konstant.
Gert. Min kirurg gennem næsten 30 år – og min ven.

Du har haft kniven i mig over 30 gange, nålen i mig flere hundrede, og du har stået der hver gang med ro, dygtighed og et glimt i øjet. Du forlader snart Riget, men mig slipper du ikke. For du er og bliver den læge, der altid levede op til sit kald.

Og måske… ja, måske blev du så god, fordi du startede som intro-læge i anæstesi hos Polakken. Det siger jeg i hvert fald.

Denne sang er til dig, Gert.
Kærligst,
Søren