Overlæge Erik Jansen skabte mange utrolige ting.
Ikke kun de materielle — maskinerne, instrumenterne, rummet hvor stål møder videnskab — men også noget langt større:
Han skabte en ånd.
En ånd, som jeg er blevet en del af.
En ånd, som svæver over vandene, uden at blande sig unødigt… men som spreder glæde, ro og liv, hvor end den driver hen.
Den ånd bærer jeg med mig resten af min tid.
Den åbne dør
Da du, Jansen, åbnede Trykkammerets dør for mig, gjorde du noget, du måske ikke engang selv forstod rækkevidden af:
Du skabte verdens mest elegante form for inklusion af handicappede.
Tak være dig sidder jeg i dag ikke og fletter peddigrør, maler efter tal eller spiser institutionelle pandekager.
Nej.
Jeg sidder i en kælder, omgivet af professorer, overlæger og græske guder.
Der er ingen andre handicappede i verden, der har sådan en arbejdsplads.
Men din plan virkede.
Jeg har et godt liv i dag – et rigtigt godt liv – fordi du satte det i gang.
Derfor denne sang
Derfor skriver jeg denne sang, denne hyldest, dette lille stykke af hjertet:
For at sige tak.
Tak, fordi du så mig.
Tak, fordi du gav mig en plads, før nogen andre kunne finde ud af det.
Tak, fordi du skabte et miljø, hvor jeg ikke var “ham i kørestolen”, men en del af holdet.
Du skabte Trykkammeret.
Men for mig skabte du også muligheden for et liv med mening, grin og guddommelig galskab.
